De konservative bag korstoget om ytringsfrihed på campus

Gage Skidmore/Creative Commons

I sidste måned afslørede jeg den konservative bevægelses finansiering, forudsætninger, strategi og praksis hos Foundation for Individual Rights in Education (FIRE), som hævder at beskytte “ytringsfrihed” på universitetscampusser, men som bruger mere energi på at bebrejde – og nedkøle – “politisk korrekte” aktivister og administratorer.

Jeg argumenterede også i New York Times for, at “ytringsfriheden lever og har det godt på campus”, og at krav om “sikre rum”, “triggeradvarsler” og aflysninger af talere, selv om de er reelle og til tider skræmmende, er langt mindre udbredte og farlige, end FIRE insisterer på. Sådanne krænkelser giver ofte ikke anledning til intimidering og tavshed, men til mere ytring, herunder kritik fra liberale.

Nu bekræfter en grundig, for det meste velafbalanceret rapport fra PEN (Poets, Essayists and Novelists) American Center, at det konservative korstog for “ytringsfrihed” er gået for vidt. Den 20. oktober på en konference på Bard College vil PEN’s administrerende direktør Suzanne Nossel få lejlighed til at udspørge FIRE-formand Greg Lukianoff, korstogets mest fremtrædende nationale leder, om dette overgreb.

Der er flere spørgsmål, som jeg håber, at Nossel og en anden paneldeltager, Angus Johnston, vil stille Lukianoff. Men først lidt kontekst. Jennifer Schuessler fra The Times rapporterede i sidste weekend, at selv om “den konventionelle visdom omkring det amerikanske collegeliv i disse dage betragter universiteterne som arnesteder for intolerance over for ytringsfrihed”, så sætter PEN-rapporten “spørgsmålstegn ved denne historie og advarer samtidig om en anden fare: en voksende opfattelse blandt unge mennesker, at råb om “ytringsfrihed” alt for ofte bruges som en knippel mod dem.”

Med andre ord er en ting, der truer ytringsfriheden på campus, selve korstoget om “ytringsfrihed”. Det er ikke så orwellsk, som det kan lyde. Det er ikke overraskende, at FIRE forsøger at sætte det bedste ansigt på PEN-rapporten, som stopper med at give den konservative gruppe skylden for at svinge knytnæven, og som endda krediterer organisationen for at gøre opmærksom på trusler mod ytringsfriheden. Rapporten kalder organisationen “libertær”, men noterer til forvirring andetsteds i teksten, at “FIRE ofte betragtes som libertær eller konservativ og betragtes mistænkeligt af nogle liberale eller progressive studerende og fakultetet.”

“Mistænkeligt?” Som jeg viser i “What the Campus ‘Free Speech’ Crusade Won’t Say,” er FIRE’s finansiering, bestyrelsesmedlemmer og nærmeste sammenslutninger stærkt højreorienterede.

De største bevillinger kommer fra de ultrakonservative Earhart-, John Templeton- og Lynde og Harry Bradley-stiftelser; Scaife-familiens fonde; den Koch-relaterede Donors Trust, og donorer, der støtter et utal af konservative organisationer, der er målrettet mod konservative campus-organisationer, herunder FIRE, Intercollegiate Studies Institute, David Horowitz Freedom Center (hvis “Academic Bill of Rights” ville kræve flere ansættelser af konservative fakulteter og ville overvåge professorers pensum for “balance”) og Campus Watch (som registrerer og fordømmer liberale professorers kommentarer om Mellemøsten).

Alle disse organisationer opildner den offentlige vrede mod “politisk korrekthed” som en trussel mod den akademiske frihed og mod den frie markedsøkonomi, som de insisterer på ville styrke den. Det er ligegyldigt, at som FIRE bliver ved med at opdage – men aldrig opfordrer os til at tænke over det – så tjener de kollegiale bestyrelsesmedlemmer og dekaner, som de med rette fordømmer for at begrænse ytringsfriheden, ikke politisk korrekte ædelheder, men markedspres for at tilfredsstille de studerendes “kunder” og undgå negativ omtale, ansvar og tab af “brand” eller “markedsandele.”

FIRE kan ikke anerkende, at jo mere markedsdrevet et universitet er, jo mere restriktivt er det – ligesom ethvert erhvervsselskab – over for individuelle rettigheder inden for uddannelse. Lukianoff burde blive bedt om at erkende dette på Bard-konferencen.

Lukianoffs bestyrelse og rådgivere omfatter så prominente “markedsliberale” konservative som George Will og T. Kenneth Cribb, der var assistent for indenrigsanliggender under præsident Ronald Reagan og tidligere formand for det konservative Intercollegiate Studies Institute, som uddanner studerende til at imødegå “liberale” trusler mod “markedsøkonomien”.”

Roger Kimball, den tordnende forfatter af Tenured Radicals og “Taking Back the University-A Battle Plan” og bestyrelsesmedlem af Sarah Scaife Foundation, en af FIRE’s store bidragydere, er også formand for William F. Buckley Program på Yale, som inviterede Lukianoff til campus sidste efterår. Her optog han den berygtede video af en overanstrengt sort 20-årig, der skriger af en professor, og han “udløste” også (om jeg så må sige) en vred demonstration mod selve Buckley-programmet.

Selv Lukianoffs Unlearning Liberty: Campus Censorship and the End of American Debate, blev udgivet i 2014 af det højreorienterede Encounter Books, der også udgiver konservative grundpiller som Kimball og William Kristol, og som er blevet finansieret med mindst 6 millioner dollars af Bradley Foundation.

Lukianoff, en advokat med ansvar for første ændring, der forlod ACLU for at lede FIRE, hævder, at han er liberal demokrat, men hans arbejde er afhængigt af de konservative tilskudsydere, bestyrelsesmedlemmer og foreninger, der er nævnt ovenfor. Hvad er hans tilsvarende bånd og forpligtelser over for progressive, hvis frihedsrettigheder han også hævder at forsvare?

PEN-rapportens undladelse af at bemærke alt dette er måske dens eneste store mangel. Og i morgen vil PEN’s administrerende direktør Nossel få mulighed for at råde bod på det ved at spørge Lukianoff direkte, hvorfor FIRE fremhæver og lejlighedsvis endda provokerer “politisk korrekte” trusler mod ytringsfriheden, som jeg så den gøre på Yale, og hvorfor den sjældent eller aldrig nævner de mange konservative “politisk korrekte” pres på studerende og lærere, som jeg beskrev i “Why Bashing ‘Politically Correct’ Campuses is Hurting Conservatism” (Hvorfor det skader konservatismen).

FIRE har til en vis grad ret til at kritisere sorte demonstranter, der råber ned og intimiderer klassekammerater og professorer ved at stemple deres kollegier som racistiske, og til at udfordre feministiske bureaukrater fra regeringer og universiteter, der pålægger uretfærdige standarder og procedurer, når de dømmer anklager om seksuelle overgreb.

Og PEN-rapporten har ret til at sige, at “mens ytringsfriheden er levende og velfungerende på campus” – en konklusion, der er et ekko af mine egne observationer – er den “ikke fri for trusler og skal beskyttes nøje, hvis dens fortsatte styrke skal sikres”.”

Men

FIRE udgør selv en af disse trusler, når den vifter med sit “ytringsfriheds”-banner i næsten takt med en bredere konservativ klasse- og kulturkrig mod de demokratiske rettigheder, som den foregiver at beskytte.

Her bliver tingene virkelig orwellsk: Som jeg har nævnt, finansierer de samme fonde, der finansierer FIRE’s påstande om at forsvare ytringsfrihed på campus, også David Horowitz’ ytringsdræbende “Academic Bill of Rights”, som Lukianoffs forgænger hos FIRE, David French, vidnede positivt for i Pennsylvanias lovgivende forsamling.

De samme fonde finansierer også en kampagne, der foregiver at forsvare stemmerettigheder ved at vedtage love om valglegitimation, der i virkeligheden ville fratage vælgerne deres stemmeret, herunder mange universitetsstuderende, deres rettigheder. (En af FIRE’s største bidragydere, Bradley Foundation, betalte endda for plakater i sorte kvarterer, der afbildede en sort mand bag tremmer og ordene “Voting Fraud is Felony”, et ikke så skjult eksempel på intimidering af vælgere.)

De samme fonde støtter også – og FIRE har bifaldet – den dobbelt navngivne Citizens United-dom, der i navnet af at udvide ytringsfriheden åbner valgkampagner og dermed offentlige overvejelser om, hvordan selskaber skal reguleres, for virksomheders tillidsmænd for ulegemlige hvirvler af aktionærer, som ikke rigtig kan overveje andet end størrelsen af deres udbytte.

Arbejdsforeninger kan nu også finansiere valgkampagner, men endnu en gang er det ikke meget mere end en beskyttende farve for en afgørelse, der lader rige virksomheder købe dyre megafoner for at vælge lovgivere, der vil forarme og nedbryde flere fagforeninger under såkaldte “right-to-work”-love.

Konfronteret med dette billede vil Lukianoff utvivlsomt beskylde en spørger for at tildele skyld ved association og citere FIRE’s lejlighedsvise afvigelser fra den konservative linje. Men det er frygtelig svært ikke at forbinde prikkerne mellem FIRE og de konservative finansieringsselskaber og organisationer, der er engageret i et bredt angreb på alle amerikanere, der udfordrer deres “frie markeds”-doktriner.

Disse doktriner er selv blevet farlige for demokratiet via casino-lignende finansiering (Donald Trump, nogen?), undertrykkende udlån og stadig mere indgribende, nedværdigende forbrugermarkedsføring. PEN-rapporten overser denne bredere sammenhæng, selv om den er samvittighedsfuld med hensyn til at skelne reelle trusler mod ytringsfriheden på campus fra hypede og indbildte trusler.

Det er også svært at acceptere Lukianoffs påstand om, at FIRE kun tager sig af så mange liberale, fordi de fleste professorer og studerende er liberale, og derfor står bag de fleste begrænsninger af ytringsfriheden på campus. I sandhed, som jeg har argumenteret for, behøver den konservative politiske korrekthed ikke at råbe så højt som dens “progressive” variant, fordi den allerede er indbygget i hvert eneste økonomikursus og i de forudsætninger og protokoller for karriereudvikling, som det større samfund påtvinger de studerende.

Disse protokollers fortalere insisterer på, at “frie markeder skaber frie mennesker”, som det gamle ordsprog sagde, og Lukianoff rejser rundt i landet og prædiker “idéernes markedsplads” på det ene campus efter det andet. Men ideernes ebbe og flod kan ikke reduceres til markedsudvekslinger, men må overskride dem.

I dag underminerer globaliseringen af det “frie marked” de individuelle rettigheder, borgerlige dyder og den republikanske suverænitet, som de konservative hævder at værne om. Intet under, at de søger at gøre skræmte studerende og dekaner til syndebukke.

Lad os håbe, at deltagerne i Bard-konferencen vil have læst PEN-rapporten, Times’ beretning om den og min egen analyse af “What the Campus ‘Free Speech’ Crusade Won’t Say.”

Og lad os håbe, at de vil bede Lukianoff om at forklare sin finansiering, sine forudsætninger og mønsteret og praksis for hans propaganda og provokationer og udeladelser, som omgiver og ofte underminerer hans gruppes legitime klager. Jeg har selv sendt disse spørgsmål til FIRE tre gange, men har aldrig modtaget et svar. Måske vil Bard-konferencedeltagerne have mere held.